"Giv udviklingsprocessen støtte og positiv opmærksomhed." Sådan lød opgaven fra Center for Børn og Unge i Københavns Kommune, da ni nycertificerede idrætsinstitutioner var i gang med at finde deres ben i 2009/ 2010. Der var særlig fokus på kommunikationen af den nye pædagogiske profil.
Løsningen var et udviklingsforløb, hvor hver institution fik kortlagt deres individuelle udviklingspotentialer. Herefter udvalgte de hver tre områder, som de gerne ville have inspiration til at udvikle. Vi disponerede rum ude og inde. Vi designede et dagskema til aktiv brug af elektrisk lys, et spil til formidling af pædagogisk idræt til forældre og en ny struktur for forældresamtaler inkl. guidende dialogkort. Vi indrettede personalerum, lavede flere procesværktøjer til brug på personalemøder og meget andet.
Resultaterne var mangeartede, bla. mere ro på børnene indendøre og større indsigt i den nye pædagogik hos forældrene. Medarbejderne fik nye øjne på deres hverdag og deres fysiske rammer, samt enkle metoder til selv at skabe nye strategiske forandringer i deres miljø.
Projektet var startskuddet til et samarbejde med VIA University College, som står for at uddanne og certificere idrætsinstitutioner i Danmark. Læs mere under Workshops til institutioner.